Kommer du ikke i teatret, fordi du mener det er for dyrt, finkulturelt, besværligt og kræver en hel aften og langtidsplanlægning?

Så læs de 5 nedenstående argumenter – og få nyt mod på en teatertur!

1. Teater er kun for de fine
Teater er for alle; børn, unge, voksne, gamle, mænd, kvinder og handicappede. Der er plads til dig, som du er.
PS: Hvis du har nogle særlige behov, er det en god idé at kontakte os inden, så din teateroplevelse bliver bedst mulig.

2. Det er dyrt at gå i teatret
En teaterbillet koster fra 40 kr. til 700 kr. Men for det meste koster den mellem 60 og 200 kr. Faktisk er det tit billigere at gå i teatret end at gå til koncert eller i biografen.

3. Jeg skal være velforberedt for at gå i teatret
Næ, du kan sagtens gå ind fra gaden, købe en teaterbillet og få en god oplevelse. Eller købe billet hurtigt på websitet.
Et teaterbesøg er efterhånden ofte en spontan handling – du kan søge på hvad der går ’i dag’ på forsiden og hurtigt købe billet med nogle få klik.

4. Jeg skal være fint klædt på i teatret
Kom som du er! Det er ikke dig, men skuespillerne der skal kigges på! Et teaterbesøg kræver hverken gallakjole eller strøget skjorte, så du kan godt gå i teatret lige fra arbejdet. Det er selvfølgelig ikke rart for dine medpublikummer hvis du kommer sveddryppende lige fra sport, men hvis du bare er normalt soigneret, kræver hverken skuespillerne eller teatret mere af dig – ligesom hvis du går i biografen.

5. Jeg bruger en hel aften på at gå i teatret
En teaterforestilling varer fra 45 minutter til et døgn – men de fleste forestillinger varer 1-2 timer, ligesom en biograffilm eller en koncert. Du kan sagtens få en hel aften ud af det, gå ud og spise før forestillingen, drikke drinks i pausen (hvis der er en) og gå ud i byen efter forestillingen, men du kan også bare komme 10 minutter før forestillingen (så du når at frekventere toilettet inden), og gå hjem efter forestillingen.


Del side